På utroligt mange hjemmesider kan man skrive sig op til et nyhedsbrev – og det er der en helt specifik grund til.
Undersøgelser viser gang på gang, at et nyhedsbrev er den korteste vej til nye kunder.
Det er markant billigere at markedsføre sig direkte gennem et nyhedsbrev end ved at lave reklamer, annoncer og indhold til sociale medier. Men det kræver så også, at folk skriver sig op til dit nyhedsbrev.
Af dig kræver det, at du kan bidrage med noget, som folk finder værdifuldt. Dette indlæg ser på nogle af disse elementer for at hjælpe dig med at forstå fordele og ulemper ved nyhedsbreve, hvordan man bruger dem korrekt, og hvorvidt det er noget for dig.
Er nyhedsbreve effektive?
Nyhedsbreve kan være et utrolig effektive, hvis de altså bliver brugt rigtigt. De skal have et formål.
Der er krav om, at modtager kan framelde sig et nyhedsbrev i bunden af hver eneste nyhedsbrev, du sender ud – og det stiller krav til indholdet.
Et nyhedsbrev kan ikke bare være nyheder, om hvordan det går med dig, og hvad du gerne vil have folk til at købe.
Du skal bidrage med noget værdifuldt, som folk har lyst til at læse, når de modtager det.
Til gengæld giver det dig så lov til at forblive på deres radar, indtil de får brug for din service en dag, uden at du skal betale reklamepenge for det.
Hvordan får jeg folk til at tilmelde sig?
En af de mest effektive måder at få folk til at tilmelde sig et nyhedsbrev er ved at give dem noget for det.
Det kan være en kort e-bog, en PDF eller et stykke arbejde, du kan udføre. Det behøver ikke være noget stort eller dyrt, for det skal jo være noget, du er klar til at forære væk til hvem som helst.
Modtager har som sagt altid retten til at afmelde sig. Det kan de godt finde på, lige så snart de har fået det, de bad om.
Hvis du vil holde fast i dem, så er det smart at sende et nyhedsbrev, der relaterer sig til dét, du giver dem for at tilmelde sig.
Så et eksempel kan være, at de ved tilmelding modtager en PDF med 10 gode råd til at tage gode billeder, der herefter efterfølges af et nyhedsbrev med nye råd.
Interessen skal selvfølgelig vedligeholdes, så det er vigtigt at informere modtager om, hvilken type nyhedsbrev, vedkommende tilmelder sig.
Hvordan passer det ind i min øvrige marketingstrategi?
Vi laver et indlæg om marketing funnels på et senere tidspunkt, men generelt set så skal du have folk ind på din hjemmeside, enten gennem tilstedeværelse på sociale medier, gennem reklamer eller ved fysisk markedsføring såsom flyers.
Når de er inde på siden skal du have kontakt til dem, enten gennem kontaktformular, telefonopkald eller tilmelding til nyhedsbrev.
Tilmeldingen er det mest effektive, fordi det giver dig mulighed for at kontakte folk ad flere omgange. En besked gennem kontaktformularen giver dig nemlig kun en enkelt chance for at lave et salg – og ikke en løbende mulighed for at etablere en relation.
Hvad skal jeg skrive om?
Du er nødt til at skrive om dét, du arbejder med.
Som regel fungerer guides bedre end anekdoter, men det vigtige er, at du deler information, som kan bevise for dit publikum, at du er dygtig til dit fag.
Hvis dit publikum skal lokkes til at læse med, hver gang dit nyhedsbrev kommer, så skal de helst føle, at de kan bruge det til noget. Kom derfor med løsninger på din modtagers problemer.
Det betyder måske, at du gør nogen i stand til at udføre et stykke arbejde, som de ellers kunne have hyret dig til – men der er markant større sandsynlighed for det modsatte.
For som regel bliver man ikke hyret, fordi en anden ikke kan finde ud af det, du kan – men fordi de har indset, at det ikke giver mening at bruge tid på at sætte sig ind i alverdens forskellige opgaver og bruge meget længere tid på det end en professionel ville – og risikere et dårligere resultat.
Hvor tit skal jeg sende nyhedsbreve ud?
Hvor tit, du skal sende nyhedsbreve ud, kommer meget an på, hvad du skriver om, og hvor meget indhold, du føler, at du kan generere.
Nogle virksomheder sætter et nyhedsbrev op til at blive sendt ud automatisk efter en tilmelding, så man får et tilmeldingsbrev, og så et opfølgende brev efter en uge. Dernæst igen to uger senere, så fire uger senere, osv.
På den måde kan du forblive i folks hukommelse over lang tid uden at genere dit publikum. Du skal dog være opmærksom på, at sekvensen på et tidspunkt løber ud, ligesom den på et tidspunkt bliver forældet.
Hvis det er nyhedspræget eller mere her-og-nu content, så skal det ud regelmæssigt, og for nogle virksomheder kan det sagtens være dagligt; det kan eksempelvis være, hvis du arbejder med nyheder eller finans – for andre er det ned til en gang i måneden eller endnu mindre.
Et godt flow for dem, der ikke kan beslutte sig, er en gang i måneden. Det er overskueligt nok til, at man kan nå at skrive noget hver måned, og måske endda komme et par måneder foran, hvis man har en periode med nedetid.
Hvad gør NetRaket?
Hos NetRaket kan vi hjælpe med at opsætte din marketing-funnel og brainstorme, hvad du kan skrive om. I vores Serviceplan Growth skriver vi endda opslag til sociale medier og nyhedsbreve for dem, der ønsker det. Vores mission er at gøre det så let som muligt for selvstændige at få nye kunder ved at stå for deres hjemmeside, lave marketing og endda hjælpe lidt med servicen i nogle tilfælde. Ring og hør, hvad vi kan gøre for dig og din virksomhed.
Vi er her for at hjælpe.